chevron_left menu MENU
  • chevron_right
  • chevron_right
  • chevron_right
  • chevron_right
chevron_right
not (pageUrl eq null and supportPageUrl eq null) and attributes/any(a: a eq 'Product_Portfolio|Jabra') and (attributes/all(a: a ne 'Meta_Refurbished|True') or attributes/any(a: a eq 'Meta_Accessorytype|17'))
close

Byg bro

Sådan vender generation Z arbejdspladsen på hovedet i 2024

Sådan får du arbejdet til at hænge sammen i 2024

Er det nu? Bliver 2024 året, hvor det bliver fedt at gå på arbejde igen? I nogle tilfælde er der udsendt memoer om at komme tilbage på kontoret, mens man andre steder har cementeret hybridarbejde som den fremtidige måde at arbejde på. Uanset hvad, håber vi alle på et lidt mere roligt arbejdsår med mindre turbulens for organisationer og medarbejdere overalt.

Men vi er nået til et andet vendepunkt. For første gang nogensinde er generation Z klar til at overgå boomerne i arbejdsstyrken. Og det er ikke gået stille for sig. Der har været overskrifter med alt fra berømtheder til psykologer og administrerende direktører, der taler om en uengageret generation og opfinder udtryk som “quiet quitting” og “lazy girl jobs”, der afspejler mangel på forbundethed og opfattet indsats. Samtidig er den yngste generation (og det hurtigst voksende arbejdsstyrkesegment) fanget i gigantiske studielån, de har været nødt til at starte deres karrierer hjemmefra, de står over for adskillige enestående fænomener og forsøger at finde hoved og hale i en verden præget af konflikter, inflation og en økonomi på rutsjetur.

I denne undersøgelse søgte vi en bedre forståelse af engagement, tilhørsforhold, karrieredrive og produktivitet på tværs af hele arbejdsstyrken og specifikt generation Z. Vi har undersøgt forholdene i 14 lande rundt om i verden, og resultaterne kaster nyt lys over de grundlæggende årsager til manglende engagement på arbejdspladsen, hvorfor fleksibilitet er den nyeste generations absolutte førsteprioritet, og hvordan forbundethed i de virtuelle og fysiske miljøer vil kunne række meget længere, end man skulle tro, og sikre, at alle i arbejdsstyrken forbliver produktive.





Højdepunkter i rapporten:

  • 1 79 % rapporterer, at de i øjeblikket har et job, hvor de helt selv kan vælge, hvor de arbejder fra
  • 2 Kvaliteten af ​​internetforbindelse, lyd og video udgør de tre største produktivitetsproblemer ved onlinemøder
  • 3 29 % af generation Z svarer, at de føler sig forbundet med deres jævnaldrende og ledere gennem chatbeskeder – og vurderer effektiviteten af mediet højere end tilfældige møder ansigt til ansigt eller på video
  • 4 Generation Z fortæller, at de er lige så tilfredse med deres job som de ældre generationer, men 52 % føler sig stressede, og 48 % forventer at skifte job inden for det kommende år
  • 5 For medarbejdere fra generation Z er ærlighed og integritet hos en leder 5 gange vigtigere end ekspertise inden for et givent felt

Primære resultater

01

Medarbejderne ønsker selvstændighed, og arbejdsgiverne ser ud til at give den

Hver uge bliver der skrevet overskrifter, når forskellige ledere af globale organisationer udsteder påbud, der tilsyneladende ser stort på medarbejdernes præferencer, og kalder alle tilbage til kontoret på fuld tid. Mens vores data på den ene side viser, at et betydeligt stigende antal medarbejdere vender tilbage til kontoret, undersøgte vi også, om denne tilbagevenden er autonom eller påbudt, og resultatet var overraskende. Tæt på 8 ud af 10 ansatte svarede, at de i øjeblikket har jobs, der giver dem selvstændighed til at vælge deres arbejdsplads hver dag, og 7 ud af 10 er tilfredse med den fleksibilitet, de har i øjeblikket.





02

Det er ikke kollegerne, der smadrer produktiviteten på onlinemøder, det er teknologien

I 2023 undersøgte Microsoft stigningen i tid brugt på at kommunikere på tværs af alle apps og den indflydelse, det havde på medarbejdernes evne til at fokusere og arbejde. Interessant nok var den primære hindring for produktivitet ifølge undersøgelsen ineffektive møder. Med det i baghovedet undersøgte vi, hvad de grundlæggende årsager til ineffektive møder er.

Efterhånden som mødeligheden har ændret sig ved hybridarbejde, ved vi, at medarbejderne er blevet udfordret i onlinemødemiljøer, og det er vigtigt at sikre, at alle kan deltage på lige fod. Samtidig kunne dårlige mødedagsordener, problemer med ikke at kunne læse lokalet, og at folk taler indover hinanden, let afhjælpes med den rette vejledning og efteruddannelse.

Overraskende nok er de enkleste og lettest løste problemer stadig de største. Kvaliteten af ​​internetforbindelsen (48 %), kvaliteten af ​​lyden (32 %) og kvaliteten af ​​video (28 %) blev vurderet væsentligt højere som de førende hindringer for produktivitet på møder.

På trods af det stigende antal medarbejdere, der vender tilbage til kontoret mindst en gang om ugen for at arbejde, foregår de fleste møder stadig online. Her ser de grundlæggende "mødehygiejne"-faktorer stadig ud til at være dem, der har mest brug for vores opmærksomhed. Vi ved, at mindre end 1 ud af 3 vidensarbejdere bruger headsets med mikrofonarm, og kun 19 % bruger et webcam. Med dette i baghovedet kan organisationer tackle nogle af de største smertepunkter ved moderne møder med professionel teknologi, der giver den enkelte medarbejder de rigtige lyd- og videoløsninger til at deltage i møder.1



1Jabra Global Knowledge Worker Study 2023 & Jabra Certification Study 2023

03

Generation Z er ankommet på din arbejdsplads med den ene fod ude af døren

I løbet af det seneste årti er bevidstheden om mentalt velvære øget på arbejdspladsen, hvor organisationer og ledere gør stadig mere for at adressere mental sundhed og medarbejdernes trivsel. Det kan dog være svært at løse et problem, hvis man ikke ved, at det eksisterer. Mens mere end 7 ud af 10 medarbejdere fra generation Z rapporterer om generel tilfredshed med deres nuværende job, svarer 52 % samtidig, at de føler sig stressede og udbrændte. Samtidig forventer næsten halvdelen af de adspurgte medarbejdere fra generation Z at skifte job inden for det kommende år.

Udbrændthed og mental sundhed bør være et stort fokusområde for enhver organisation, der ønsker at beskytte sin mest værdifulde ressource, nemlig medarbejderne. Det er dog svært at løse et problem, hvis du ikke er sikker på, hvor det findes. Selvom generation Z også rapporterer, at jobskifte er en drivkraft for karriereudvikling, er virksomhederne nødt til at overveje fastholdelses- og velværestrategier på tværs af deres arbejdsstyrke. Top-styret, hierarkisk ledelse med regler for, hvornår og hvor folk skal arbejde, kommer let til at afføde yderligere mangel på engagement. I en verden, hvor jobmulighederne er uendelige, er generation Z klar til at forlade arbejdspladsen, hvis deres behov ikke bliver opfyldt.





Primære dataparametre:

  • 48 % af generation Z forventer at skifte job inden for det kommende år

  • 74 % af generation Z tror på jobskifte som en driver for karriereudvikling

  • 42 % af generation Z siger, at det at have sin egen virksomhed er den mest ønskværdige karrierevej

04

Generation Z ønsker balance imellem arbejds- og privatliv på vej mod toppen

Hvad skal der til for at komme til tops? I en verden oversvømmet af ​​sociale medier, influencere og adgang til information er de faktorer, der påvirker vores opfattelse af betydningen af karriere, og hvad der skal til for at komme til tops, bredere end nogensinde. Efterhånden som løngennemskueligheden stiger, hierarkierne flades ud, og balancen mellem arbejde og privatliv ændres, kan medarbejdernes karriereønsker også ændre sig. Uanset hvilken type karriere den enkelte måtte ønske sig, svarer 82 % stadig, at karrierepræstationer er vigtige for deres personlige følelse af identitet og succes.

Men selvom den yngste generation ikke er mindre karrierefokuseret end generationerne før, ønsker de at kombinere karrieren med en større grad af balance mellem arbejde og privatliv. Generation Z betragtes ofte som en generation med stort fokus på balance mellem arbejde og privatliv, men vores data viser, at 43 % mener, at arbejde og karriere stadig spiller en større rolle end deres personlige liv. Men når de bliver spurgt om, hvordan de måler succes i deres karriere, svarer næsten 1 ud af 3, at balance mellem arbejde og privatliv er et vigtigt mål. Generation Z søger ikke at gå på kompromis med hverken det ene eller det andet og har en anden forventning, hvor det er et kernemål at være ambitiøs med karrieren og samtidig opretholde en stærk balance mellem arbejde og privatliv.

Det kan skyldes antallet af iværksættere og skabere i verden i dag eller andre faktorer såsom stigningen i opgaveøkonomien eller antallet af sidegesjæfter. Det hele handler om kontrol, og om en generation med langt større fokus på at tage kontrol over deres liv og karriere på deres egne præmisser og med langt flere muligheder og mindre afhængighed. Organisationer bør være opmærksomme på, hvordan de bedst aktiverer og engagerer generation Z, med en bevidsthed om de faktorer, der betyder mest for dem.



05

Empati er den mest efterspurgte evne hos moderne ledere

At lede et team på en moderne arbejdsplads er mere udfordrende i dag end nogensinde før. Vores roller og teambehov udvikler sig i et hurtigere tempo end nogensinde, AI integreres i vores arbejdsgange, og en generationsmæssigt forskelligartet arbejdsstyrke kræver forskellige behov opfyldt af deres ledere. Så hvad betyder mest for medarbejderne i dag, når vi taler om, hvilke kvaliteter de allerhelst ser hos deres ledere?

Generation Z vil hellere have en empatisk leder end en erfaren og anser ærlighed og integritet som fem gange så vigtigt som erfaring inden for et arbejdsfelt. Mindre end 1 ud af 10 medarbejdere fra generation Z betragter erfaring og viden som en vigtig kvalitet, og endnu færre anser erfaring inden for virksomheden som vigtig.

Med en hybrid arbejdsstyrke er den daglige forbundethed såvel som langsigtede tilhørsforhold drevet af mennesker. Medarbejderne møder ind på kontoret for at komme i kontakt med andre mennesker og fortæller, at mere personlige samtaler og venskaber på arbejdspladsen får dem til at føle sig mere forbundne med deres arbejde og med organisationen.

Og på den måde er det nødvendigt, at lederne genopretter kontakten til deres teams. En meningsfuld samtale om ugen med sin leder kan gøre hele forskellen mellem at have en følelse af forbundethed og et tæt tilhørsforhold og at miste sit engagement i arbejdet. Det er nu vigtigere end nogensinde før, at ledere giver sig tid til ærlige, empatiske og transparente samtaler. Medarbejderne i vores undersøgelse fortalte, at selv chatbeskeder eller uformelle onlinemøder kan hjælpe med at nære denne følelse af at høre til. Lederne bør gøre brug af alle de kommunikationskanaler, der er tilgængelige for dem ved hybridarbejde og facetime på kontoret, og huske på, at ikke alle samtaler behøver at være arbejdsfokuserede eller vedrøre driften af virksomheden. Ofte er de samtaler, der ikke handler om arbejde, dem, der fremmer medarbejdertilhørsforholdet mest.

Forbundethed på tværs af kløften i fremtiden

Det ældste segment af generation Z er kun lige trådt ind i arbejdsstyrken, så vi mangler stadig at se den fulde effekt af denne generation, efterhånden som vores forventninger til arbejdet udvikler sig. Men deres indtræden markerer et paradigmeskift for organisationer og ledere. Hvor medarbejderne før lod sig nøje med arbejdspladsens hierarkier og fysiske grænser, har hybridarbejde og generation Z fremskyndet et skift i vores forståelse af, hvad arbejde og arbejdspladsen er. Verden af i dag er en skaberøkonomi, og hvis organisationerne ikke formår at skabe et rum, hvor medarbejderne ønsker at arbejde, går generation Z simpelthen alternative veje.

Der har aldrig tidligere været så store generationsforskelle i forhold til, hvad arbejde er, og hvad det betyder for os. Og for at fastholde medarbejderne i fremtiden er lederne nødt til at lægge sig i selen for at forstå skiftet i tankesæt, holdninger og adfærd, så de på bedst mulig måde kan ruste deres arbejdspladser til denne fremtidige arbejdsstyrke.

Metode:

Denne undersøgelse blev gennemført online i USA, Det Forenede Kongerige, Frankrig, Tyskland, Polen, Belgien, Holland, Spanien, Italien, Australien, Japan, Hong Kong, Indien og Kina. Undersøgelsen blev gennemført af Toluna på vegne af Jabra fra 15.-25. november blandt 4.473 vidensarbejdere. Dette onlineudvalg er ikke baseret på en stikprøve med tilfældig udvælgelse, og der kan derfor ikke beregnes noget estimat for teoretiske stikprøvefejl. Undersøgelsen omfatter respondenter fra følgende generationer: Generation Z (alder 18-26), millenniumgenerationen (27-42), generation X (43-58) og babyboomergenerationen (59-77).

Hvordan kan vi gøre hybride møder bedre?

I de senere år er hybridarbejde i stigende grad blevet det nye normale for millioner af vidensarbejdere rundt om i verden.

Denne arbejdsrevolution har naturligvis også medført nye udfordringer. Mens medarbejderne favner trivselsfordelene ved fleksibelt arbejde, har mange chefer og ledere kæmpet med at lede deres spredte teams.

På samme måde har mange ledere i lyset af udfordrende makroøkonomiske omstændigheder præget af frygt for et fald i medarbejdernes produktivitet udstedt dekreter om at vende tilbage til kontoret, ofte i modstrid med deres medarbejderes ønsker.

Men måske er den måde, vi samarbejder med hinanden på, det, der er allermest udfordret af stigningen i antallet af i online- og hybridmøder. I vores seneste Hybrid Ways of Working-undersøgelse har vi undersøgt medarbejdere på seks nøglemarkeder rundt om i verden med fokus på mødernes tilstand og i forsøget på at afdække de største barrierer og muligheder for medarbejdere og organisationer.